Om Rum Nation - Peruano 8år
Rommen produceres på et destilleri i den nordlige del af Peru. Det har længe været en velbevaret hemmelighed, hvor det var, men det er nu blevet afsløret, at der er tale om destilleriet Pomalca i Chiclayo, som ligger i det nordlige Peru. Samme destilleri der laver Ron Millonario.
Den lokale sukkerrørsfabrik, som leverer melasse til destilleriet, er ikke synderligt effektiv, hvilket betyder, at der er en stor del "restsukker" i den melasse, der udgør grundstoffet til gæringen af rommen. Dette er en af de væsentlige årsager til den kraftige smag, som tydeligt kommer til udtryk i denne 8 årige Peruano.
Destilleriet er grundlagt i 1933 og benytter en destillationskolonne, som blev sejlet over fra Skotland. Rommen modnes i tønder fra ” Heaven Hill Bourbon Distilleries” i USA og er ikke solera-lagret.
Duft: Sød, dyb og rund. Duften af melasse er det første, der rammer næsen, sammen med noter af Cola, Aperol og Campari. Ikke eksplosivt men raffineret og delikat.
Smag: Kraftig smag, som virkelig gengiver sødmen fra melassen med noter af chokolade og sød kaffe. Et hint af the med bergamottesmag og kandiserede frugter.
Eftersmag: Sødmefuld eftersmag med noter af honning. Alkoholen kan mærkes, men er ikke overvældende. Cremet karakter, igen med noter af Cola.
Theis syntes: Søde og lette aromaer fra en rom, som stadig er kraftig og fyldig. En rom, der kan drikkes af de fleste, og som stadig udfordrer.
Nyd den ren eller i en klassisk Daiquiri
- 2 dele Peruano 8 år
- 1 del Friskpresset Lime Juice
- 1 del Sukker Sirup
Rystes med is, hældes i et cocktailglas og pyntes med en limeskal